Hvor meget skal der til?

Konkurrence ridning i Parasporten i Danmark er ikke en stor sport. Der er ikke mange stævner, og heller ikke mange ryttere. Der er rigtig mange handicappede der får rigtig meget ud af at ride både fysisk og psykisk, men vil man konkurrere kræves rigtig mange timers træning, som kan være svær at kombinere med et handicap der ofte gør at man er afhængig af hjælp fra andre. Som raskrytter kan man selv planlægge, hvornår man vil træne, men som handicappet har man brug for hjælp før, under og efter træning.

Nogle har brug for at en anden kan ride deres hest i perioder, og andre har brug for hjælp til håndtering og klargøring før ridningen.
For at jeg kan træne, er jeg f.eks afhængig af minimum 1 person hjælper mig. Jeg er dårligt gående og udtrættes hurtigt.

Derfor har jeg behov for at nogen henter min Ramoon på folden, og trækker ham hen til striglepladsen. Jeg kan hjælpe med noget af striglearbejdet, men har brug for hjælp til hovrensning, til at sadle op, til at give bandager på og til hovedtøjet. Jeg kan måske udføre en enkelt ting selv, men skal jeg gøre det hele selv, tager det rigtig lang tid, og jeg bliver så udmattet af det, at jeg ikke har energi til at ride. Når Ramoon er sadlet op, har jeg brug for hjælp til at komme op på ham.

Jeg skal have hjælp til at få sat mine magnetbøjler korrekt, og nogle gange har jeg brug for hjælp til at blive trukket rundt indtil Ramoon er afslappet. Hvis han f.eks bliver forskrækket og springer til siden, har jeg flere gange oplevet at min hofte hopper ud af led. Det er meget smertefuldt, og når det sker kan jeg ikke ride i tiden efter, så det vil jeg helst undgå.

Efter træning har jeg igen brug for hjælp til at få mit højre ben ud af bøjlen og sidde af. Efter træning er jeg desuden ofte så træt, at jeg har brug for hjælp til at sadle af, og hvad der ellers er af arbejde efter en omgang ridning.

Jeg er så heldig at min familie hjælper mig rigtig meget, og så har jeg en personlighjælper nogle timer hver måned, som jeg kan benytte mig af. Uden den støtte var det ikke muligt for mig at ride 4-6 gange om ugen, og styrketræne yderligere 1-3 gange, som er nødvendigt for at forfølge min drøm. Det er hårdt og koster mange kræfter, men det gir’ mig også rigtig meget.

Det betyder så meget for min livskvalitet, at det er det hele værd. Når først jeg sidder i sadlen, og mærker Ramoon arbejde under mig, så glemmer jeg alt om handicap og smerter, og bliver i stedet helt normale Anne Mette der drømmer stort for fremtiden.