Ny hest, nye udfordringer

Kender I det, at man har købt en ny hest og formentligt står med lidt høje forventninger til den kommende tid?

Sådan havde jeg det.

Det er jo altid spændende med en ny hest. Hvad kan man forvente og hvad er det egentlig lige man har fået købt?

Som ofte bruger man jo et par gange på at prøve hesten og får den set an.

Her falder jeg så uden for kategori, da jeg med Atila kun prøvede ham en enkelt gang OG tog ham med hjem samme aften.

Hesten er jo købt, så det havde jeg at forholde mig til.

Den 18. juli 2021 blev jeg ejer af Atila, prøvet og hentet samme dag.

Jeg bliver som et lille barn i sådan en situation og jeg husker tydeligt dagene op til og ikke mindst den første nat med ham hjemme. Jeg var så spændt og sov nærmest ikke og jeg måtte også lige ud og se til ham den første nat. Atila var enormt kærlig og kontaktsøgende, hvilket jeg faldt for øjeblikkeligt.

Og lige præcis dét har været med til, at jeg ikke ville give op på de udfordringer, det skulle vise sig, at jeg fik med ham.

Den første uge hjemme med ham gik så fint. Han fik set terrænet an i Vrønding og gjorde det godt. Vores hesteflok fandt hinanden på stille vis. Det eneste problem var, at Atila ikke kunne være alene, og han viste enorm usikkerhed her. Næst kom Wilander. Han skulle fuldende flokken. En vallak som min far købte af samme pige, som jeg havde købt Atila af. De kom altså fra én og samme stald, men de to vallakker kunne ikke enes.

Atila begynder her at udvise en voldsom adfærd, og jeg går en lang og træls tid i møde.

Han jagtede Wilander på folden med åben mund for at bide sig fast, når det var muligt.

Vi måtte dele folden op, men når Wilander kom for tæt på, rendte Atila bare igennem hegnet. Når jeg skulle ride, havde han svært ved at koncentrere sig, for han holdt altid et skarpt øje med folden. Hvis ikke han havde en af hopperne med på tur, var han umulig at ride.

Fornøjelsen var vendt, og der var ikke megen lyst til at forsætte.

Det har uden tvivl været de gode stunder indimellem og hans ellers tiltalende personlighed, som holdt mig inde i kampen.

Jeg var klar over, at jeg skulle have noget hjælp.

I første omgang tog jeg fat i Malue Bødker (Bødkers hestevelfærd).

Hun behandlede ham med kranio-sakral terapi, og som jeg havde forventet, var det en anspændt hest, hun kom til. Malue har jeg også sparret en del med, når det kommer til den daglige gang og ikke mindst jordarbejde. Det er faktisk sådan, at jeg har kendt Malue i mange år, og det er hende, som lærte mig sætningen: ”Jeg kan, jeg vil, jeg skal.”

Næst var foderdelen. Atila havde svært ved at holde huld! Det var tydeligt en stresset hest, jeg stod med.

Her kommer foderkonsulent Trine Lauritzen fra Dangro Nordic ind i billedet. Hun var til et arrangement, der blev holdt i HK Mølvang, og jeg vendte min situation med hende, og vi fik snakket om min daværende foderplan.

Jeg fik gode råd og vejledning til nogle produkter, jeg kunne prøve.

Vi fik rettet Atilas foderplan til og Trines anbefalinger lød på Elixir Calm, Elixir C-Bidol og LinOcrunch. Disse produkter fik jeg købt hjem og begyndte at tildele i hans foder.

Hvad angår elixir produkterne, var der en mærkbar forbedring, og bedst af alt kom den hingstede adfærd lidt på afstand. Jeg kunne ride ham ud alene, uden at han stak af med mig, og han kunne stå alene på staldgangen og på folden.

Min eneste udfordring var blot at få det i ham. Her må jeg tilføje, at Atila lige fra start har været svær at fodre på. Han spiser kun det, han selv lyster, og som forventet var han ikke helt tilfreds med smagen. Dog var det kun c-bidolen, der kunne være svær at få i ham. Nogle gange kunne jeg skjule det i hans mash, andre gange måtte jeg sprøjte det direkte i munden på ham, men IKKE uden udfordringer!

Jeg opgav derfor for en stund at give det, men med et resultat af et tilbagefald på hans adfærd.

Han blev igen så voldsom, at min far sagde fra. Vi kunne ikke lade ham agere sådan, og beslutningen om at flytte ham, blev taget.

For første gang i mine 34 år har jeg ikke længere hest hos mine forældre.

En svær med nødvendig beslutning!

Atila blev den 27. februar flyttet ud til Stald Lundbækgård.

Jeg blev hurtigt klar over, at det var den helt rigtige beslutning for Atila! Han kom på fold med en dejlig stor vallak og blev lige sat på plads. Det var åbenbart det, der skulle til. Selv på stald kan jeg nu have ham inde helt alene. Det er en ren fornøjelse og jeg nyder hans afslappethed.

Vi har nu stået det nye sted i godt tre måneder, og jeg kan nok for første gang med ham ånde lettet op. Stalden er fyldt med skønne mennesker, og der er næsten altid liv i stalden. Det har givet mig ny sparring og ikke mindst nye venskaber.

Jeg er glad for, at jeg ikke opgav kampen, og kan nu endeligt se frem til en ny og bedre tid for Atila og mig.