Klaus Meldgaard

Hvem er jeg..

Mig…

Mit navn er Klaus Meldgaard Jensen og jeg er uddannet berider fra 2004. Jeg var oprindeligt springrytter men beskæftiger mig i dag hovedsagligt med dressur. Siden jeg blev udlært har jeg blandt andet samlet erfaring i Tyskland, hvor jeg arbejdede gennem 8 år. Efter jeg kom tilbage til Danmark har jeg været ansat som berider og daglig leder på to rideklubber henholdsvis i Århus og Grenå. (Se også: https://www.hk-hornsyld.dk/malet-er-altid-en-velfungerende-tillidsfuld-og-holdbar-ridehest)

I dag er jeg selvstændig med base i Jelling lige udenfor vejle, hvor jeg sammen med min kæreste Sarah Møller Pedersen driver Klintholm Ridecenter. Sarah er en meget erfaren springrytter og har siden sin ponytid høstet en lang række sejre og placeringer, både herhjemme og i udlandet. Vi supplerer hinanden rigtigt godt og selvom vi arbejder inden for hver vores disciplin har vi den samme tilgang til hestene.

Ridecentret

På Klintholm Ridecenter er der plads til alle. Vi ønsker at skabe et sted hvor det er rart at komme og hvor man kan have sin hest under de bedst mulige forhold. Vi har to ridehuse (20×40 og nyt 25×60) og en stor udendørs bane alle med bund fra Walber. Vi tilbyder opstaldning med fuldpasning og fold. Der er skridtmaskine, løbebånd og dækkenvask. Vi afholder ridefysioterapi og elevskole med dygtige instruktører. Desuden arrangerer vi 2-4 stævner om året, samt en række sociale arrangementer.

Undervisning

Vi har hver uge mange elever som kommer og modtager undervisning hos os. Vi underviser alle fra nybegynderen til den professionelle rytter, hos os er det ikke niveauet men motivationen som er afgørende. Vi bestræber os på at give en seriøs og faglig korrekt undervisning med udgangspunkt i vores egen erfaring.

Jeg underviser primært i dressur dels herhjemme og dels som freelance underviser et par gange om ugen. Når kalenderen tillader det holder jeg også gerne kurser rundt om i landet. Ridning regnes for en
af de mest komplekse sportsgrene, fordi man samarbejder med et levende dyr. Når man underviser bliver det endnu mere udfordrende, idet man her arbejder med hesten gennem en anden person. Jeg finder det meget motiverende, når jeg kan få andre til at udvikle sig og give dem den glæde ved ridning, som jeg selv har.

Ridning

Min helt store passion er uddannelse af heste. Hos os rider vi vores egne heste, men tager også heste i træning for andre. Det er utroligt spændende, at prøve at finde den rigtige løsning til hver enkelt hest og det er en fantastisk følelse når det lykkes. Mange heste bliver solgt og andre skal tilbage til ejeren når de er redet i en periode, som professionel er det sjældent jeg kan ride en hest gennem mange år. Den helt store drøm er at ride grand prix på en hest jeg selv har uddannet.

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial