At tro på sin bedsteven, min rejse med Dexter

Dette er et lille indlæg skrevet ud fra egne erfaringer og læring.

Min rejse med Dexter startede d. 03.05.2004, han var det smukkeste lille hingsteføl og var fra første øjekast ikke i tvivl om han skulle være MIN.

Dexter blev født hjemme på vores gård og avlet af min far. Han var beriget med et godt men specielt sind samt super skridt og galop og en god trav.

Vi havde vores udfordringer i starten og bare det at skulle op på ham var svært uden min far holdt fat i ham. Jeg elskede ham overalt på jorden og han kom før alle andre, han testede mig ofte, smed mig af nogle gange og ville ikke fanges på fold. (han lyder som en fræk 3’er pony)

Dexter blev klar til junior klasserne og vi var afsted til utallige stævner, Ecco cups, Danmarksmesterskaberne – med både gode og knap så gode ture, der var hård konkurrence og var oppe i mod mange dygtige ryttere der havde rigtig gode heste, nogle havde også selv uddannet deres, andre havde købt en færdiguddannet hest.

Youngrider årene klarede vi også med flotte resultater men Dexter var stadig en svær hest med mange nykker og jeg var til tider ved at give op, p.g.a. frustrationer og fordi jeg sammenlignede mig med mine youngrider konkurrenter og da jeg søgte om at komme med til udlandet var svaret ”Du er en dygtig rytter der kommer til at ride Grandprix, men din hest er ikke god nok – så du kan tage med til Holland for at være sammen med de andre og se et stort stævne”

Så stod jeg tilbage skuffet og skide sur – men sammen med min daværende træner Thomas, fik vi det vendt til ”Vi skal squ vise jer at jeg er god nok og at Dexter kommer til at gå Grandprix”

Den indstilling havde Thomas hele tiden og fra min første træning ved ham, var han ikke i tvivl om at jeg nok skulle nå mine mål om at komme til at ride Grand Prix på Dexter.

Dexter har nu gået flere Grandprix både herhjemme og internationalt med placeringer, gået NM for U25 i 2017. Så tro på din bedsteven, brug alt den tid du kan på undervisning, find en underviser der tror og engagere sig – så er du allerede kommet langt.

Det jeg prøver på at sige med dette indlæg er, selvom man ikke rider rundt på den dyreste eller bedste hest, så skal det ikke bremse en for at gå efter sine mål og drømme – det kræver et godt team der kan stå bag dig i medgang og modgang samt have nogle at sparre med – det har jeg haft hele vejen og jeg er taknemmelig for at min familie, Thomas og resten af mit team har troet og støttet mig hele vejen.
Jeg vil ikke ændre noget når jeg kigger tilbage, jeg er blevet mange erfaringer rigere samt styrket og forberedt på at uddanne min næste Grand prix som jeg allerede har godt på vej.