Nyheder,  Tanja Van Willigen

Vintertræning

Hvad gør jeg efter sæson afslutning?
Min sæson 2020 og 2021 forløb ikke som planlagt idet et stort stævne i Slovakiet desværre blev aflyst. Jeg skulle her sammen med Redondo have redet et CEI2** 120 km ridt. Efterfølgende i starten af 2021 var Redondo så uheldig at få en skade hvilket har drillet hele sæsonen hvilket har betydet 0 stævner i år.

Havde alt været normalt vil jeg her fortælle lidt om hvad jeg gør med hesten efter sæsonen er slut.

Vores sæson slutter omkring  midt oktober for de lange klasser. Der er dog stadig lidt korte distancer i november og december men disse deltager jeg normalt ikke i når min hest har gået flere lange klasser i løbet af sæsonen.

Min erfaring igennem årene er at det er vigtig at hestene får en længere pause fra træning efter en stævne sæson.

Når jeg har  redet 120/160 km som afslutning på min sæson får mine heste normalt 2 – 3 måneder næsten helt  fri , hvor de blot går på fold og restituerer sig. Heste mister ikke deres grundkondition i sådan en periode.

Hvis hesten skal holde i mange år er det SÅ vigtigt at sener, led og muskler får lov at restituere.

I denne vinter periode fra november til januar bliver det kun til nogle få hyggeture i skoven og alt efter vejr og vind. I en periode er det også godt at tage skoene af.

Efter nytår begynder jeg stille og roligt at starte op igen med  en masse skridt arbejde samt dressur i ridehal for at få justeret eventuelle småproblemer ridemæssigt og få løsgjort hesten inden den for alvor skal i gang. Ligeledes sørger jeg for at hesten får vintersko på så jeg altid kan ride en tur i skoven uanset vejret. Her i Danmark er vejret meget skiftende og pludselig kan der være både sne- og isglat og her gælder det om at være forberedt når træningen for alvor startes op. Ligeledes får jeg hesten gået igennem med Equine Touch, ordnet tænder, ormekure hvis nødvendigt så vi er klar til den mere seriøse del af træningen frem mod det første stævne.

Vores første stævne er omkring marts og er en kortere distance på 60 – 80km som opvarmning til de længere klasser. Min træning starter ca. 8 uger før stævnet.
Såfremt mit første stævne skulle være 120km bruger jeg en 10 ugers plan.
Selv om hesten har holdt fri i 2-3 mdr så mister den ikke deres grundkondition under forudsætning af at den er så meget på fold som overhovedet muligt.
Jeg håber på en sæson 2022 uden forhindringer for jeg savner helt vildt meget at være til stævner.
Vi ønsker alle et rigtig godt Nytår og at 2022 har en masse spændende oplevelser i vente til os alle.
De bedste hilsner
Tanja van Willigen
fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial