Mit livs værste mareridt

Det hele startede en helt almindelig dag, som blev vendt rundt til et levende mareridt.

Jeg havde lige været ude og ride min hest Con Berlin Bogibo (Bobbo) og han var glad og tilpas, som han plejer. Og lige som vi kommer hjem fra stalden, ringer min moster, at den er helt galt med Bobbo, og det kunne vi jo ikke forstå, for han var glad, tilpas og spiste. Men han var på bare 10 min blevet meget dårlig. Min mor beder min moster om at gå lidt med ham, for det kunne jo bare være kolik.

Min morfar køre mig så ud i stalden igen, hvor jeg tager over for min moster og begynder at gå med ham. Det gik okay i starten, indtil at Bobbo bare lige pludselig smider sig, og jeg kan ikke rykke ham op. Jeg går lidt i panik og begynder at græde, og så ringer jeg til min mor, som skynder sig ud i stalden og ringer efter dyrlægen, som kommer ud.

Dyrlægen giver ham noget olie og noget smertestillende, han siger til min mor, at hun skal tage ud at kigge til ham igen om aftenen et par gange.

Den første gang, hvor min mor tager ud for at kigge til Bobbo, så det hele fint ud, og han var ved at være lidt frisk igen.

Ca. kl. 00.00 tager min mor så ud og kigger til ham igen, og der var han blevet meget dårlig igen, så hun ringer til dyrlægen, som kommer ud igen og prøver at behandle ham i ca. 1-1,5 time, hvorefter han siger, at nu kan han ikke gøre mere, så enten skulle han aflive ham nu, eller så skulle hun bare læsse ham og køre ham til et dyrehospital på Fyn.

Min mor skynde sig hjem og henter lastbil nøglerne og provianter og at jeg ringer og informere moster om situationen og hun tager med.

Vi børn bliver passet af mormor og morfar, min moster køre ud i stalden og gør Bobbo “klar” og min mor skynder sig ud efter vores lastbil.

De får Bobbo læsset, og så går turen ellers bare så hurtigt som mulig afsted mod Fyn. Min mor og moster ankom ca. kl. 06.00 om morgenen, hvor der står en dyrlæge klar til at tage imod dem.

Bobbo bliver undersøgt godt og grundigt. Dyrlægerne beslutter at smide ham på operationsbordet, da de får ham åbnet op, finder de en stor væske-udposning på tarmen.

De første 48 timer efter operationen var meget kritiske, men han klarede den heldigvis.

Efter ca. 2 uger på dyrehospitalet kunne vi endelig hente ham hjem igen. Da han kom hjem, skulle han have boksro i 1 måned med korte gåture hverdag.

Efter en måned måtte han begynde at komme på en meget lille fold i ca. 1 måned. Og efter 3 måneder måtte jeg endelig begynde at genoptræne ham, så der var endelig lys for enden af tunnelen.

Da jeg var kommet rigtig godt i gang med genoptræningen, fik jeg desværre en rigtig trist besked fra min mor midt i en engelsktime om at Bobbo desværre havde fået et tilbagefald og min mor, og papfar måtte køre ham afsted mod Fyn igen.

Denne gang var det “heldigvis” bare en forstoppelse, troede vi. Efter 2 dage på dyrehospitalet ringede dyrlægen, at de regnede med, at vi kunne hente ham hjem søndag eller mandag, for han havde det meget bedre.

Så der var vi jo meget glade, men glæden varede kort for lørdag morgen, hvor vi var på vej til stævne, ringer dyrlægen, at det hele havde vendt sig, og han var blevet meget dårlig og det så meget sort ud for ham.

Min mor og dyrlægen blev enig om at give det et forsøg, og de gik så i gang med at give ham medicin dog uden held og om aften ringer de igen og sagde, at nu var der ikke mere, de kunne gøre for ham, og at de ville give ham fred nu.

Der går ikke en dag min familie og jeg ikke tænker på ham. Den var nok den værste dag i mit liv…