Bliver det nogensinde godt igen?

Min tinkerhoppe Olaf endte med bagbenet i hegnet. Hegnet skar sig ind i hendes højre bagben, og dette er vores rejse igennem ophelingen.

14.10.2019
Vi så det ikke.

Vi var ellers hjemme, men vi så det ikke. Det var først, da jeg lukkede hestene ind om aftenen, at jeg så Olaf haltede. Jeg så, hvordan hun ikke fik hoven ind under sig og i stedet trådte ned med al vægt på koden, hvorefter hun trak benet helt op under maven og gik videre på 3 ben. Og jeg vidste det var slemt.

14.10.2019: Dette var, hvad dyrlægen kom ud til. Et hævet bagben med en streg i hårene.

Forsigtigt fik jeg hende ind. Der var ikke meget at se på benet til at starte med. Fra forsiden og om mod bagsiden på udvendig side var der en streg i hårene. Ikke særlig meget blod egentlig. Benet var en lille smule hævet.

Forsigtig løftede jeg op i hårene og skal gerne indrømme, at jeg blev lidt dårlig. Såret var dybt – rigtig dybt og med let rystende fingrer, ringede jeg efter dyrlægen.

Jeg holder utrolig meget af min dyrlæge. Han er sindssyg dygtig, utrolig lavpraktisk og så tager mig alvorlig selvom jeg kommer med alle mulige ideer. Jeg føler mig aldrig dum, når jeg spørger han om selv de nolreste ting.

Dyrlægen gik i gang med at undersøge såret. Olaf tog det utrolig pænt, selvom det yderste led af dyrlægens finger forsvandt ind i hendes ben. Han er nærmest helt nede på knæ og med lommelygte. Hegnet har skåret sig ind og fulgt knogle nogle få cm. op. Såret var flere timer gammelt, så det gav ikke mening af sy det.

Jeg forklarede dyrlægen, at Olaf ikke altid fik hoven med sig, og min største frygt var en sene- og/eller nerveskade. Han bekræftede at hegnet havde skåret sig ind til knoglen og en sene var skadet. Han kunne jo ikke garantere et godt resultat, men da hun for det meste i skridt faktisk landede med hoven rigtigt, ville han mene, at hun kunne hele godt op. Det ville bare komme til at tage lang tid – rigtig lang tid.

Her var hans instrukser:

Vask såret flere gange om dagen – jo renere sår jo bedre heling.
Ingen forbinding – Såret vil forsøge at rense sig selv og gør det med gullig sårvæske fyldt med gammel blod og bakterier.
Lad hende komme ud på en lille fold med en rolig hest. Hun har godt af at bevæge sig i skridt. Det er ren fysioterapi for hendes ben og bevægelsen i såret vil holde det åbent, så betændelsen kan løbe af såret. Det vil komme til at se hæsligt ud, for såret vil åbne sig inden det langsomt heler og lukker sig.
Hold øje med temperaturen
Hold øje med hævelsen i benet – de tunge heste kan have problemer med lymfangitis ved skader.

Vi tog hendes temperatur, som var en lille smule forhøjet, så hun fik 5 dages antibiotikakur, samt smertestillende. Det sidste råd fra dyrlægen var, ”God arbejdslyst og ring hvis du er i tvivl.”

Og så stod jeg der. Og vidste nærmest ikke hvad jeg skulle gøre.

Vask benet
Hurtigt ind, varm vand, sæbespåner og engangsklude. Olaf gik noget rundt trods smerter, men til sidst fandt vi en stilling, hvor vi kunne stå, og der var plads til hun kunne løfte benet når det blev for meget. Imponerende nok sparkede hun aldrig efter mig eller brugte hendes store krop til at skubbe mig væk. Hun løftede bare benet en gang i mellem, men stillede den ned og lod mig vaske videre.

15.10.2019
Olaf havde en lille smule feber i går, men i dag er temperaturen normal. Hun er allerede træt af antibiotikaen som hun får 2 gange om dagen. Så det er noget af en kamp at få det i hende. Så jeg frygter lidt de sidste dage, hvor hun skal have det. Men med list og ihærdighed.

Utrolig nok er Olaf en stjerne til at holde sig rolig på den lille fold jeg har lavet til hende og hendes mor. Jeg har stillet hø og vand i hver sin ende, så hun er tvunget til at gå.

Til trods for at jeg vasker grundigt, ser jeg at såret få øjeblikke efter, at såret er vasket rent, bobler med betændelse igen. Men dyrlægen bekræfter mig i at det er helt som det skal være. Bare bliv ved med at vaske grundigt. Såret er ved at rense sig selv.

Jeg vasker 3 gange om dagen. Tidligt inden jeg tager på arbejde, igen når jeg kommer hjem fra arbejde. Og sent om aftenen inden der lukkes og slukkes. Det overrasker mig at Olaf finder sig i at jeg vasker hende. Jeg havde frygtet, hun ville hoppe rundt for at slippe for vandet eller vaskekludene i såret. For hver gang det lykkedes at vaske hende er jeg bare taknemmelig.

Jeg er gået i ”nørdmode”. Alt, hvad der kan hjælpe Olaf til at hele, skal undersøges.
Første skridt, var foder. Jeg optimerede på vitaminer og mineraler, og proteiner. Jeg nørdede urter som jeg kunne forstå kunne have en gavnlig virkning ved lymfangitis. Alt, der havde den mindste mulighed for at hjælpe hende, blev taget i brug.

Jeg læste at unge heste heler hurtigere end ældre. Jeg læste, at ved optimale forhold heler en sår generelt en mm i døgnet. Og jeg stod om aftenen med en lille lineal og så minimum – minimum 2 måneders sårpleje i øjnene.

Og i et kort øjeblik følte jeg mig fuldstændig overrumplet og slået ud.

21. – 28.10.2019

Billederne er fra henholdsvis den 21. og 28. oktober. Såret har for alvor åbnet sig, og hovskægget er et problem idet, det ender i såret. Så jeg har klippet frit rundt om såret, samt de lange faner bag på benet.

Selvom Olaf finder sig i sårplejen, så går hendes grænse ved enhver form for trimmer. Så i starten brugte jeg en saks til at fjerne det værste hår. Igen med tålmodighed og rolig tilgang lykkedes det af flere omgange at bruge trimmeren i ultra korte sekunder.

Nu da hårene er klippet væk, har jeg også et noget bedre udsyn til såret. Det gør det noget nemmere at rense det. Olaf finder sig stadig fint i at blive vasket 3 gange om dagen. Selvom hun plejer at være ”spooky” omkring vandslangen, så fornemmer jeg hun nyder det kolde vand. Endda selv om jeg spuler med hård stråle ind i såret for at fjerne gamle sårskorper.

Jeg vælger skiftevis at bruge tea tree olie og manukahonning, efter såret er vaske rent.

Jeg oplever, at gamle sårskorper er nemmere at få af, hvis det lykkedes mig at få en klat honning i såret. Men det er ikke altid Olaf finder sig i at jeg presser en klat honning ind i såret. På de dage bruges jeg tea tree olie i en lille forstøver i rigelige mængder. Jeg oplever, det over tid tørrer såret ud.

De sidste par dage ser jeg også Olaf være noget friskere. Hun er begyndte at trave mig i møde, når jeg henter hende på folden. Det kniber stadig for hende at få hoven ind under sig i trav, og det bekymrer mig. Jeg håber af alt mit hjerte, at hun bliver god igen, men jeg frygter, hun er skadet for altid. Og hvilket liv venter hende så?

1. – 15.11.2019

Billederne er fra henholdsvis fra den 1. november, 9. november og 15. november. Der sker virkelig noget, når man har mulighed for at se det over tid. Men da jeg stod i det føltes det nogle gange omsonst. Hvilket var grunden jeg tog billeder. Så når jeg tænkte det bliver aldrig bedre, så kunne jeg se tilbage og se udviklingen.

Jeg begynder så småt at se såret blive mindre. Jeg er begyndt kun at vaske 2 gange om dagen –
morgen og aften. Jeg fortsætter med enten at komme honning eller trea tree olie på efter vask.

Når jeg trykker på benet, mærker jeg, at hun har fået en kæmpe bule. Jeg fik forklaret at hegnet har været inde omkring knoglehinden og beskadiget den. Så knoglen ”tror” den er i stykker og vil reparere sig selv ved at danne ekstra knoglelejring.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilke buler hun får, bare hun bliver god igen.

Trods hun stadig står på en mindre fold kun med sin mor, så ser jeg, hun får mere og mere mod på at løbe rundt. For det meste går det faktisk rigtig fint. Jeg ved også, at jeg ikke kan begrænse hende yderlig, uden hun får kuller. Det er en fin balancegang imellem opheling og at undgå nye skader.

Hun kan trave, så hun ser haltfri ud. Men hvis hoven glipper, løber hun videre på 3 ben i et par skridt, inden hun sætter hoven i jorden igen og løber videre halt. Jeg får helt ondt i maven, når jeg ser det, for jeg ved, Olaf på ingen måde er pivet.

26.11.2019 og 6.12.2019

Første billede er fra 26. novmeber – såret er tørt og såroverfladen føles ”sej”. Så jeg stopper med at vaske, og nøjes med at smøre med honning. Det andet billede er fra 6. december – Såret er stadig tørt og det går virkelig hurtigt nu.

Jeg prøver at lukke Olaf og hendes mor på den store fold alene. Mine andre 2 heste står inde. Selvom der ikke er græs på denne tid, så gik hun med hovedet i jorden med det samme og løb nærmest ikke en meter. Forsigtigt lukker jeg de andre 2 ud, og der sker intet. Mine skuldrer sænker sig i lettelse.

I dag
Dette er hendes ar i dag. Hårene er vokset ud over aret, og hverken aret eller bulen midt på benet kan ses.

I lang tid har jeg frygtet at hun aldrig blev haltfri, for seneskaden har taget meget længere tid om at hele end selve såret. Men efter selv at

have stirret mig blind på hendes gang og haft andre til at stirre sig blinde, så er jeg nået dertil, hvor jeg tænker, at hun faktisk klarede at hele op med kun et ar og en bule på benet som eneste mén.

Nu må fremtiden vise om senen holder, for jeg har leget med ideen om at se om min datter og jeg i fællesskab kan tilride hende.

Dette skriv er ikke en facitliste. Hver situation er forskellig og skal gribes forskelligt an. Jeg skriver dette i håb om, hvis andre pludselig står i denne situation, at de kan finde ro og håb til at holde ud, når alt virker håbløst. Hvis du er det mindste i tvivl så søg viden og spørg fagpersoner, og lad dem råde dig.