Louise Nielsen

Fodring, planlægning og stævner 365 dage for en militaryhest

Her i stalden er der stor forskel på fodringen året rundt. Både mængde og type af foder ændres.

Det afhænger både af hestens temperament, træningsintensitet og hvordan dens huld og pels er. Hvis vi tager årets 365 dage for en militaryhest hos mig og sætter det op med hver periode for sig, så vil det nogenlunde følge denne plan, som starter når sæsonen er slut:

Oktober: Sæsonen slutter typisk i oktober. De første par uger efter sæsonens sidste stævne drosler hestene ned i arbejde, det vil sige let ridning og skridtture. Derefter får de helt fri i et par uger, hvorefter de stille sættes i gang igen med let ridning. På samme måde som hestene drosles ned så ændres foderplanen også til et lavere energiniveau. Andelen af foder, som i sæsonen giver energi og arbejdsstyrke for hestene, erstattes med foder som sikrer at hestene holder deres huld og er dækket af vitaminer og mineraler. Eksempel på en foderplan i sæsonen og en foderplan uden for sæsonen kan du finde nederst i artiklen.

November: Hestene sættes stille i gang igen med let arbejde. Det er både med let løsgørende arbejde på bane, men også skridtture i skoven, arbejde over bomme og gymnastikserier. Der ud over har hestene typisk 2 fridage om ugen. Dagene med lys er korte og jeg skal køre til et ridehus, og med tre mindre børn og et fuldtidsarbejde så er der ikke tid til at køre til et ridehus i hverdagene. Derfor må jeg acceptere at træningsintensiteten ligger i weekenderne når det er vinter og hverdagene blot er korte rideture og let arbejde. I November fortsætter hestene på samme foderplan som de droslede ned på efter sæsonen.

December: I december skal der være plads til både julehygge med familien og træning af hestene, det kan nogen gange være en udfordring. Hestene sættes lidt op i træning, og jeg begynder at øge konditionen på dem. Det er stadig træning fem dage om ugen og to fridage. Formålet i december er at gøre hestene klar til indendørs og udendørs terræntræninger samt spring- og dressurstævner fra starten af januar.

Januar-Februar: Hestene er klar til igen øget træningsintensitet og derfor øges energiniveauet i foderplanen også. Ikke som i sæsonen men lidt mere end bare niveauet til let ridning. Januar og februar bruger jeg til at øve de ting som jeg gerne vil gøre bedre når militarystævnerne begynder. Det er både dressurstævner og springstævner, samt terræntræning de steder som udbyder det om vinteren. Det styrker de svage sider vi må have og gør os klar til den nye sæson. Det er også i januar og februar man laver planen for sæsonen: Hvilke delmål har jeg og hvilke store mål har jeg.  Hvad skal der til for at opnå de mål jeg har, hvilke stævner skal der rides osv.

Marts-April: Hestene øges endnu en gang i både træningsintensitet og dermed også energiniveauet i foderet. Marts og april byder på konditionstræning i form af galoptræning og terræntræning på udendørsbaner. Der ud over byder marts og april også på de første kurser som oftest er 2-3 dages kurser enten i Danmark eller Tyskland hvor der trænes både dressur, spring og terræn meget intensivt. Marts og april byder også på de første stævner, når bundforholdene er til det. De første stævner er altid lidt en kickstart for sæsonen, det er meget forskelligt hvordan hestene reagere på igen at komme til militarystævner. Nogle er meget kåde og helt overgearet, hvor de første stævner bruges til lige at få finjusteret både foder og rutiner, så det passer til hestens temperament. Andre heste går ind til det som om de ingen pause har haft og kører det nærmest på ”rutinen”. Det er meget forskelligt, og afhænger selvfølgelig og nogen gange af hestens niveau, om den er rutineret militaryhest eller om den stadig er ny i sporten.

Maj-Oktober: All in på sæsonen. Planen er lagt, nu skal den ”bare” følges. Planen som blev lagt tilbage i januar og februar, er der selvfølgelig også plads til at planen ændres. Det kan både være hvis det går bedre end ventet, men også hvis det ikke helt går som forventet og planlagt. Så skal jeg også være i stand til at ændre på planen så den igen matcher det udgangspunkt jeg har med den enkelte hest. Det gælder sig uanset om det er en urutineret hest som skal ride CNC90 eller om det er en hest som skal gå DM. Stævner bliver også nogle gange aflyst og så er man igen nød til at finde alternativer som måske ikke lige var ens ønskevalg. Når de går fuldt i sæson så skrues der helt op for foderplanen, så jeg sikre at hesten både har overskud og energi nok til det jeg beder den om at yde.

Eksempel på en foderplan uden for sæson (ingen mængder da det afhænger meget af hestetype og arbejde):

Eggersmann Struktur Equichamp

Eggersmann Golden Mineral

Eggersmann Elektrolyt (efter behov)

Eggersmann Weserland mash, kornfri (som hyggemåltid efter træning)

 

Eksempel på foderplan i sæson (ingen mængder da det afhænger meget af hestetype og arbejde):

Eggersmann Struktur Equichamp

Møllerens Favorit Pellets

Eggersmann Golde Mineral

Koldpresset Rapsolie

Eggersmann Elektrolyt (efter behov)

Eggersmann Weserland mash, kornfri (som hyggemåltid efter hård træning)

fb-share-icon

Hej, Jeg hedder Louise Nielsen, er 35 år og militaryrytter. Jeg bor på fyn sammen med min mand og vores tre børn, samt hund og 3 heste. På CV'et er bl.a. flere guldmedaljer for hold til Nordisk Mesterskab og individuelt sølv også til Nordisk Mesterskab. Derudover har jeg redet mere end 50 internationale stævner rundt omkring i Europa. Min tidligere tophest Hooker Skovgaard nyder sit otium hos mine forældre. Nu jagter jeg min nye militarystjerne. Jeg har lige nu to rideheste, som er primært militaryheste. Begge heste fodres med det bedste foder Eggersmann Struktur Equichamp, samt får tilskud af Eggersmann elektrolytter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial